
I weekenden afholdt vi vores årlige julefrokost – i år i en lidt anderledes udgave end den traditionelle. I stedet valgte vi at samle hele holdet til en dag med teambuilding, oplevelser og samarbejde i fokus.
Dagen tog sin begyndelse på den nordjyske vestkyst, hvor vi blev kørt rundt i Land Rovere og undervejs blev udfordret med en række opgaver. Blandt andet skulle vi ind i en bunker, balancere med vand og vandre mod Rubjerg Knude Fyr, mens opgaverne løbende stillede krav til både kommunikation, sammenhold og fysisk indsats.
Herefter fortsatte aktiviteterne med øksekast, bueskydning og et hillbilly race, hvor der skulle skydes til måls fra ladet af en UTV. Dagen blev rundet af i en tipi, hvor vi selv måtte hugge brænde for at holde varmen, inden vi sluttede af med fælles pizza og hyggeligt samvær.
Alt i alt en særdeles vellykket dag, som understreger vores fokus på fællesskab, arbejdsglæde og det at gøre lidt ekstra for hinanden. Hos os prioriterer vi et godt arbejdsmiljø – og det skal kunne mærkes, både i hverdagen og når vi samles uden for arbejdstiden.
Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til VestEvent for et veltilrettelagt og gennemført program.

